%20(1).png)
Der er noget næsten filmisk over øjeblikket.
Jeg har dårligt nok sat mig på den skinnende, grønne aluminiumsbænk på Sony Musics altan i Vognmagergade, før døren til altanen går op, og Merro8 træder ind. Overfor mig sidder Josva, der netop har udgivet første del af sit nye album Til Hyggen og Til Livet.
De to artister har aldrig mødt hinanden før, men hilser kort, og et smil breder sig. Jeg når at tænke, at jeg måske overværer begyndelsen på et musikalsk makkerskab.
Men jeg er her ikke for at skrive spekulationer.
Jeg er her for at tale med Josva - den, ifølge ham selv, let-mumlende aarhusianske kunstner.
Josva snakker, som han rapper: lidt famlende, men altid med kurs mod pointen.
Han tøver, hiver i en sætning, drejer om et hjørne, men lander til sidst dér, hvor det giver mening.
Lun, rolig og med et glimt af selvbevidst kejtethed advarer han, at han “mumler lidt meget” og godt kan svare lidt snørklet. Men netop dér, i den selvironiske selvindsigt, ligger hans styrke - og det bliver hurtigt klart for mig, at han har meget mere på hjerte, end han selv gør væsen af.
Han er imødekommende, nærværende. Ikke bare i samtalen - også i sin interesse for mig. Det slår mig, at han egentlig virker mere optaget af at forstå spørgsmålene end af at performe svar. Det er, som om han ikke ser interviewet som en platform, men som en samtale.
“Jeg skriver aldrig ting ned. Måske en sætning nu og da, hvis noget særligt sker, men ellers er det meget organisk,” fortæller han.
What, tænker jeg for mig selv, imens jeg læner mig længere ned i den grønne stålbænk.
Josva hiver altså anekdoterne frem, når han er i studiet. De er ikke lagret i notesbøger og dagbøger - kun i hovedet.
Josvas tekster tager afsæt i situationer fra hans hverdag - enten perioder af hans liv, udvekslinger med gamle flammer eller personer, der liiige skal have styr på, om det er Josva eller Joshua.
På albummets åbningsnummer Kvart Over Seks skinner netop hans evne til at kunne lave store musikalske produktioner over hverdagsrefleksion igennem.
Hvornår flytter du til København, får en tatovering og skudsikker vest, og hvornår er der releasefest?
spørger jeg ham med et skævt smil - en reference til åbningslinjerne på albummets intro, hvor Josva i vanlig stil blander store lyriske billeder med strøtanker og - hvad der må tolkes som - uddrag fra hverdagens til tider banale samtaler
Han griner kort og tager et hvæs af den cigaret, han lige har tændt.
“Shit, det var jo åbenbart selvopfyldende,” siger Josva og ryster på hovedet - “USSEL sendte mig faktisk lige et billede - han er også lige flyttet til København, hvor han optrådte med skudsikker vest og med sine tatoveringer ud over det hele.”
Josva smiler, som om virkeligheden har overhalet fiktionen i en lidt for præcis karikatur.
“Nu mangler vi bare releasefest,” siger han og stopper så op. “Nårh nej! Den har vi faktisk holdt!”
Lige dér lægger jeg mærke til, at det går op for ham, at det nærmest er hans egen profeti, der er gået i opfyldelse. Som profetien ville det, endte Josva selv med at flytte til København i september sidste år.
“Pludselig er det meget lettere at lave samarbejde med andre kunstnere, og samtidig har Marius og jeg fået sat et studie op, hvor det begynder at blive en lidt mere seriøs proces.”
Jeg beder ham om at tage mig fiktivt med til en studiosession, da de lavede albummet.
“Det var stadigvæk bare mig og Marius i Aarhus, der lavede det her album. Processen er altid organisk. Jeg kommer ind, sætter mig lidt på klaveret. Måske har Marius lavet noget på forhånd, ellers tager vi den bare fra bunden hver gang og ser, hvad der sker,” afslutter han,
Men snævrer alligevel det, en anelse nonchalante svar, ind til:
"Vi sætter os ned, og så kører vi, indtil vi ikke kan mere.”
Han læner sig tilbage:
“Før i tiden stod jeg op kl. 11 og brugte to timer på at lave morgenmad, imens jeg hyggede mig, og så mødtes vi nok først klokken 16.00 tidligst."
Marius Iversen - Josvas efterhånden uundværlige højre hånd - har været hans faste producer siden 2021.
Partnerskabet blev født allerede ved første møde, sat op af en fælles ven.
“Der skete noget, der virkelig sjældent sker med andre producere,” fortæller Josva. - Der er en tyngde i stemmen, som afslører, hvor meget samarbejdet betyder for ham.
“Ofte skal man lige tune ind på hinanden som kunstner og producer,” Josva lader et smil glide over læben.
Det er faktisk lidt som en første date,” griner han. “Med Marius var det lige med det samme - faktisk allerførste beat, han spillede for mig...”
Det beat blev senere til nummeret “Giv Det Lidt Tid”, et af højdepunkterne på albummet Er Du Ude? fra 2022.
Jeg lytter til det på turen hjem fra København og bliver faktisk en smule paf over, at det først dér markerer starten på deres samarbejde.
For siden da, har Josva og Marius holdt fast i den samme intuitive tilgang. Heldigvis. Marius har nemlig produceret på hver eneste sang på det nye album, fortæller Josva.
Der er ingen stram plan. Ingen whiteboards med tracklister og deadlines. Bare to venner i et studie i Aarhus, der følger deres instinkt. På Til hyggen og til livet mærkes det tydeligere end nogensinde. Der er en lethed i produktionerne - en slags hjemlighed - som kun opstår, når man tør være sårbar med den, man sidder overfor.
Tværtimod har det været en kamp at finde ud af, hvordan man overhovedet kan have et image - uden at miste sig selv.
“I starten troede jeg, at folk gerne ville have en anden Josva end den, jeg var”
Så hvad har han lært siden debutsinglen “Sedler” i 2019?
Han tager et øjebliks refleksion og et par sug af cigaretten, før han svarer:
“Jeg har lært at være mig selv i al larmen.” Han holder en kort pause og fortsætter
:“Jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan have det fedt med at lave musik og samtidig have et image. Efterhånden er det gået op for mig, at det behøver jeg slet ikke - det går faktisk meget bedre, når jeg bare er Josva.”
Hans svar overrasker mig ikke.
Jeg oplevede Josva på SPOT Festival sidste år - og det billede sidder stadig fast. Jeg tænkte meget over, hvor jordnær og ufiltreret han virkede foran en udsolgt koncertsal i Rådhusparken.
Den koncert husker Josva også.
"Jeg er stadig ret overrasket over, at det kan lade sig gøre.
Jeg er enormt taknemmelig.”
“Det er helt ærligt fucking surrealistisk, at jeg kan tjene penge på det.”
På hvad?
“På ting jeg synes er nice at lave, med mennesker jeg synes er nice. Jeg er stadig ret overrasket over, at det kan lade sig gøre. Jeg er enormt taknemmelig.”
Det er tydeligt, at han lægger vægt på at være oprigtig - over for sig selv og over for offentligheden. Også her på bænken, i solen, på Vognmagergade.
Vi er efterhånden langt fra første spørgsmål - Måske blev det aldrig rigtig stillet.
Men samtalen har kredset om det, der er langt vigtigere: Hvem Josva er, og hvad det egentlig er, han prøver at sige - både med sin stemme og i det mellemrum, der opstår, når han tier. Måske er det netop det, der udgør Josvas lyd. Ikke fordi den er poleret til perfektion - men fordi den tør hvile i det uperfekte. Fordi den, ligesom sessions med Marius, får lov til bare at være.
Der er ikke noget filter mellem Josva og verden.
Heller ikke mellem Josva og dig. Hverken i 2019 eller i 2025 på "Til Hyggen og Til Livet"
Der er noget næsten filmisk over øjeblikket.
Jeg har dårligt nok sat mig på den skinnende, grønne aluminiumsbænk på Sony Musics altan i Vognmagergade, før døren til altanen går op, og Merro8 træder ind. Overfor mig sidder Josva, der netop har udgivet første del af sit nye album Til Hyggen og Til Livet.
De to artister har aldrig mødt hinanden før, men hilser kort, og et smil breder sig. Jeg når at tænke, at jeg måske overværer begyndelsen på et musikalsk makkerskab.
Men jeg er her ikke for at skrive spekulationer.
Jeg er her for at tale med Josva - den, ifølge ham selv, let-mumlende aarhusianske kunstner.
Josva snakker, som han rapper: lidt famlende, men altid med kurs mod pointen.
Han tøver, hiver i en sætning, drejer om et hjørne, men lander til sidst dér, hvor det giver mening.
Lun, rolig og med et glimt af selvbevidst kejtethed advarer han, at han “mumler lidt meget” og godt kan svare lidt snørklet. Men netop dér, i den selvironiske selvindsigt, ligger hans styrke - og det bliver hurtigt klart for mig, at han har meget mere på hjerte, end han selv gør væsen af.
Han er imødekommende, nærværende. Ikke bare i samtalen - også i sin interesse for mig. Det slår mig, at han egentlig virker mere optaget af at forstå spørgsmålene end af at performe svar. Det er, som om han ikke ser interviewet som en platform, men som en samtale.
“Jeg skriver aldrig ting ned. Måske en sætning nu og da, hvis noget særligt sker, men ellers er det meget organisk,” fortæller han.
What, tænker jeg for mig selv, imens jeg læner mig længere ned i den grønne stålbænk.
Josva hiver altså anekdoterne frem, når han er i studiet. De er ikke lagret i notesbøger og dagbøger - kun i hovedet.
Josvas tekster tager afsæt i situationer fra hans hverdag - enten perioder af hans liv, udvekslinger med gamle flammer eller personer, der liiige skal have styr på, om det er Josva eller Joshua.
På albummets åbningsnummer Kvart Over Seks skinner netop hans evne til at kunne lave store musikalske produktioner over hverdagsrefleksion igennem.
Hvornår flytter du til København, får en tatovering og skudsikker vest, og hvornår er der releasefest?
spørger jeg ham med et skævt smil - en reference til åbningslinjerne på albummets intro, hvor Josva i vanlig stil blander store lyriske billeder med strøtanker og - hvad der må tolkes som - uddrag fra hverdagens til tider banale samtaler
Han griner kort og tager et hvæs af den cigaret, han lige har tændt.
“Shit, det var jo åbenbart selvopfyldende,” siger Josva og ryster på hovedet - “USSEL sendte mig faktisk lige et billede - han er også lige flyttet til København, hvor han optrådte med skudsikker vest og med sine tatoveringer ud over det hele.”
Josva smiler, som om virkeligheden har overhalet fiktionen i en lidt for præcis karikatur.
“Nu mangler vi bare releasefest,” siger han og stopper så op. “Nårh nej! Den har vi faktisk holdt!”
Lige dér lægger jeg mærke til, at det går op for ham, at det nærmest er hans egen profeti, der er gået i opfyldelse. Som profetien ville det, endte Josva selv med at flytte til København i september sidste år.
“Pludselig er det meget lettere at lave samarbejde med andre kunstnere, og samtidig har Marius og jeg fået sat et studie op, hvor det begynder at blive en lidt mere seriøs proces.”
Jeg beder ham om at tage mig fiktivt med til en studiosession, da de lavede albummet.
“Det var stadigvæk bare mig og Marius i Aarhus, der lavede det her album. Processen er altid organisk. Jeg kommer ind, sætter mig lidt på klaveret. Måske har Marius lavet noget på forhånd, ellers tager vi den bare fra bunden hver gang og ser, hvad der sker,” afslutter han,
Men snævrer alligevel det, en anelse nonchalante svar, ind til:
"Vi sætter os ned, og så kører vi, indtil vi ikke kan mere.”
Han læner sig tilbage:
“Før i tiden stod jeg op kl. 11 og brugte to timer på at lave morgenmad, imens jeg hyggede mig, og så mødtes vi nok først klokken 16.00 tidligst."
Marius Iversen - Josvas efterhånden uundværlige højre hånd - har været hans faste producer siden 2021.
Partnerskabet blev født allerede ved første møde, sat op af en fælles ven.
“Der skete noget, der virkelig sjældent sker med andre producere,” fortæller Josva. - Der er en tyngde i stemmen, som afslører, hvor meget samarbejdet betyder for ham.
“Ofte skal man lige tune ind på hinanden som kunstner og producer,” Josva lader et smil glide over læben.
Det er faktisk lidt som en første date,” griner han. “Med Marius var det lige med det samme - faktisk allerførste beat, han spillede for mig...”
Det beat blev senere til nummeret “Giv Det Lidt Tid”, et af højdepunkterne på albummet Er Du Ude? fra 2022.
Jeg lytter til det på turen hjem fra København og bliver faktisk en smule paf over, at det først dér markerer starten på deres samarbejde.
For siden da, har Josva og Marius holdt fast i den samme intuitive tilgang. Heldigvis. Marius har nemlig produceret på hver eneste sang på det nye album, fortæller Josva.
Der er ingen stram plan. Ingen whiteboards med tracklister og deadlines. Bare to venner i et studie i Aarhus, der følger deres instinkt. På Til hyggen og til livet mærkes det tydeligere end nogensinde. Der er en lethed i produktionerne - en slags hjemlighed - som kun opstår, når man tør være sårbar med den, man sidder overfor.
Tværtimod har det været en kamp at finde ud af, hvordan man overhovedet kan have et image - uden at miste sig selv.
“I starten troede jeg, at folk gerne ville have en anden Josva end den, jeg var”
Så hvad har han lært siden debutsinglen “Sedler” i 2019?
Han tager et øjebliks refleksion og et par sug af cigaretten, før han svarer:
“Jeg har lært at være mig selv i al larmen.” Han holder en kort pause og fortsætter
:“Jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan have det fedt med at lave musik og samtidig have et image. Efterhånden er det gået op for mig, at det behøver jeg slet ikke - det går faktisk meget bedre, når jeg bare er Josva.”
Hans svar overrasker mig ikke.
Jeg oplevede Josva på SPOT Festival sidste år - og det billede sidder stadig fast. Jeg tænkte meget over, hvor jordnær og ufiltreret han virkede foran en udsolgt koncertsal i Rådhusparken.
Den koncert husker Josva også.
"Jeg er stadig ret overrasket over, at det kan lade sig gøre.
Jeg er enormt taknemmelig.”
“Det er helt ærligt fucking surrealistisk, at jeg kan tjene penge på det.”
På hvad?
“På ting jeg synes er nice at lave, med mennesker jeg synes er nice. Jeg er stadig ret overrasket over, at det kan lade sig gøre. Jeg er enormt taknemmelig.”
Det er tydeligt, at han lægger vægt på at være oprigtig - over for sig selv og over for offentligheden. Også her på bænken, i solen, på Vognmagergade.
Vi er efterhånden langt fra første spørgsmål - Måske blev det aldrig rigtig stillet.
Men samtalen har kredset om det, der er langt vigtigere: Hvem Josva er, og hvad det egentlig er, han prøver at sige - både med sin stemme og i det mellemrum, der opstår, når han tier. Måske er det netop det, der udgør Josvas lyd. Ikke fordi den er poleret til perfektion - men fordi den tør hvile i det uperfekte. Fordi den, ligesom sessions med Marius, får lov til bare at være.
Der er ikke noget filter mellem Josva og verden.
Heller ikke mellem Josva og dig. Hverken i 2019 eller i 2025 på "Til Hyggen og Til Livet"
Der er noget næsten filmisk over øjeblikket.
Jeg har dårligt nok sat mig på den skinnende, grønne aluminiumsbænk på Sony Musics altan i Vognmagergade, før døren til altanen går op, og Merro8 træder ind. Overfor mig sidder Josva, der netop har udgivet første del af sit nye album Til Hyggen og Til Livet.
De to artister har aldrig mødt hinanden før, men hilser kort, og et smil breder sig. Jeg når at tænke, at jeg måske overværer begyndelsen på et musikalsk makkerskab.
Men jeg er her ikke for at skrive spekulationer.
Jeg er her for at tale med Josva - den, ifølge ham selv, let-mumlende aarhusianske kunstner.
Josva snakker, som han rapper: lidt famlende, men altid med kurs mod pointen.
Han tøver, hiver i en sætning, drejer om et hjørne, men lander til sidst dér, hvor det giver mening.
Lun, rolig og med et glimt af selvbevidst kejtethed advarer han, at han “mumler lidt meget” og godt kan svare lidt snørklet. Men netop dér, i den selvironiske selvindsigt, ligger hans styrke - og det bliver hurtigt klart for mig, at han har meget mere på hjerte, end han selv gør væsen af.
Han er imødekommende, nærværende. Ikke bare i samtalen - også i sin interesse for mig. Det slår mig, at han egentlig virker mere optaget af at forstå spørgsmålene end af at performe svar. Det er, som om han ikke ser interviewet som en platform, men som en samtale.
“Jeg skriver aldrig ting ned. Måske en sætning nu og da, hvis noget særligt sker, men ellers er det meget organisk,” fortæller han.
What, tænker jeg for mig selv, imens jeg læner mig længere ned i den grønne stålbænk.
Josva hiver altså anekdoterne frem, når han er i studiet. De er ikke lagret i notesbøger og dagbøger - kun i hovedet.
Josvas tekster tager afsæt i situationer fra hans hverdag - enten perioder af hans liv, udvekslinger med gamle flammer eller personer, der liiige skal have styr på, om det er Josva eller Joshua.
På albummets åbningsnummer Kvart Over Seks skinner netop hans evne til at kunne lave store musikalske produktioner over hverdagsrefleksion igennem.
Hvornår flytter du til København, får en tatovering og skudsikker vest, og hvornår er der releasefest?
spørger jeg ham med et skævt smil - en reference til åbningslinjerne på albummets intro, hvor Josva i vanlig stil blander store lyriske billeder med strøtanker og - hvad der må tolkes som - uddrag fra hverdagens til tider banale samtaler
Han griner kort og tager et hvæs af den cigaret, han lige har tændt.
“Shit, det var jo åbenbart selvopfyldende,” siger Josva og ryster på hovedet - “USSEL sendte mig faktisk lige et billede - han er også lige flyttet til København, hvor han optrådte med skudsikker vest og med sine tatoveringer ud over det hele.”
Josva smiler, som om virkeligheden har overhalet fiktionen i en lidt for præcis karikatur.
“Nu mangler vi bare releasefest,” siger han og stopper så op. “Nårh nej! Den har vi faktisk holdt!”
Lige dér lægger jeg mærke til, at det går op for ham, at det nærmest er hans egen profeti, der er gået i opfyldelse. Som profetien ville det, endte Josva selv med at flytte til København i september sidste år.
“Pludselig er det meget lettere at lave samarbejde med andre kunstnere, og samtidig har Marius og jeg fået sat et studie op, hvor det begynder at blive en lidt mere seriøs proces.”
Jeg beder ham om at tage mig fiktivt med til en studiosession, da de lavede albummet.
“Det var stadigvæk bare mig og Marius i Aarhus, der lavede det her album. Processen er altid organisk. Jeg kommer ind, sætter mig lidt på klaveret. Måske har Marius lavet noget på forhånd, ellers tager vi den bare fra bunden hver gang og ser, hvad der sker,” afslutter han,
Men snævrer alligevel det, en anelse nonchalante svar, ind til:
"Vi sætter os ned, og så kører vi, indtil vi ikke kan mere.”
Han læner sig tilbage:
“Før i tiden stod jeg op kl. 11 og brugte to timer på at lave morgenmad, imens jeg hyggede mig, og så mødtes vi nok først klokken 16.00 tidligst."
Marius Iversen - Josvas efterhånden uundværlige højre hånd - har været hans faste producer siden 2021.
Partnerskabet blev født allerede ved første møde, sat op af en fælles ven.
“Der skete noget, der virkelig sjældent sker med andre producere,” fortæller Josva. - Der er en tyngde i stemmen, som afslører, hvor meget samarbejdet betyder for ham.
“Ofte skal man lige tune ind på hinanden som kunstner og producer,” Josva lader et smil glide over læben.
Det er faktisk lidt som en første date,” griner han. “Med Marius var det lige med det samme - faktisk allerførste beat, han spillede for mig...”
Det beat blev senere til nummeret “Giv Det Lidt Tid”, et af højdepunkterne på albummet Er Du Ude? fra 2022.
Jeg lytter til det på turen hjem fra København og bliver faktisk en smule paf over, at det først dér markerer starten på deres samarbejde.
For siden da, har Josva og Marius holdt fast i den samme intuitive tilgang. Heldigvis. Marius har nemlig produceret på hver eneste sang på det nye album, fortæller Josva.
Der er ingen stram plan. Ingen whiteboards med tracklister og deadlines. Bare to venner i et studie i Aarhus, der følger deres instinkt. På Til hyggen og til livet mærkes det tydeligere end nogensinde. Der er en lethed i produktionerne - en slags hjemlighed - som kun opstår, når man tør være sårbar med den, man sidder overfor.
Tværtimod har det været en kamp at finde ud af, hvordan man overhovedet kan have et image - uden at miste sig selv.
“I starten troede jeg, at folk gerne ville have en anden Josva end den, jeg var”
Så hvad har han lært siden debutsinglen “Sedler” i 2019?
Han tager et øjebliks refleksion og et par sug af cigaretten, før han svarer:
“Jeg har lært at være mig selv i al larmen.” Han holder en kort pause og fortsætter
:“Jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan have det fedt med at lave musik og samtidig have et image. Efterhånden er det gået op for mig, at det behøver jeg slet ikke - det går faktisk meget bedre, når jeg bare er Josva.”
Hans svar overrasker mig ikke.
Jeg oplevede Josva på SPOT Festival sidste år - og det billede sidder stadig fast. Jeg tænkte meget over, hvor jordnær og ufiltreret han virkede foran en udsolgt koncertsal i Rådhusparken.
Den koncert husker Josva også.
"Jeg er stadig ret overrasket over, at det kan lade sig gøre.
Jeg er enormt taknemmelig.”
“Det er helt ærligt fucking surrealistisk, at jeg kan tjene penge på det.”
På hvad?
“På ting jeg synes er nice at lave, med mennesker jeg synes er nice. Jeg er stadig ret overrasket over, at det kan lade sig gøre. Jeg er enormt taknemmelig.”
Det er tydeligt, at han lægger vægt på at være oprigtig - over for sig selv og over for offentligheden. Også her på bænken, i solen, på Vognmagergade.
Vi er efterhånden langt fra første spørgsmål - Måske blev det aldrig rigtig stillet.
Men samtalen har kredset om det, der er langt vigtigere: Hvem Josva er, og hvad det egentlig er, han prøver at sige - både med sin stemme og i det mellemrum, der opstår, når han tier. Måske er det netop det, der udgør Josvas lyd. Ikke fordi den er poleret til perfektion - men fordi den tør hvile i det uperfekte. Fordi den, ligesom sessions med Marius, får lov til bare at være.
Der er ikke noget filter mellem Josva og verden.
Heller ikke mellem Josva og dig. Hverken i 2019 eller i 2025 på "Til Hyggen og Til Livet"
