Af Rapporter 1
På Dyreskuepladsen i Odense blev Grøn ikke bare en koncert. Det blev en hel dag, hvor man kunne glemme tid og sted. Og måske vigtigere: Man kunne være der sammen. Det var det største stop på årets turné, og man kunne mærke det. Ikke bare i publikumstætheden, men i blikkene. I grinene. I følelsen af, at Grøn i Odense er noget, folk vender tilbage til år efter år – og noget, nye generationer vokser op med.
Allerede før portene åbnede, sad folk med kolde øl og klapstole udenfor hegnet og hyggede. Da de kom ind, var det ikke scenen, de løb hen til. De slog lejr. Rundt omkring på pladsen opstod der små cirkler af stole og tæpper. Ikke camps i klassisk Roskilde-forstand, men noget roligere. Et trygt udgangspunkt for en lang dag med musik og mennesker. Og midt i det hele: Grøn-stole med logo, særligt tiltænkt dem, der ikke har nemt ved at stå op hele dagen. Når billetpengene går til Muskelsvindfonden, giver det mening, at man kan sidde ned med ryggen rank og stadig være en del af det hele. Også selvom det indimellem føltes som en forhindringsbane at komme fra Grøn scene til Nova scenen gennem alle stolene.
Det var Kalaset, der fik lov at åbne dagens musikprogram, mens folk stadig dryssede ind. Men det var Alphabeat, der skabte den første store fællessang. Bandet havde glædet sig til at spille sammen igen – og publikum kunne stadig hvert et ord. Pladsen var ikke helt fuld endnu. Mange sad stadig udenfor og nød solen. En dansende mor og hendes datter tæt, hånd i hånd og i takt, var billedet på det, Grøn kan: nemlig at få generationer på tværs af alder til at synge med på det samme.
Lidt senere gik Pil på, og selvom hun gav den gas, var det, som om hun aldrig helt fik fat i publikum. Hun kom uheldigt fra start med en bemærkning om “ben der virker”, som ramte skævt på en dag, hvor både frivillige og gæster i kørestol var i centrum. Men stemningen blev hurtigt rejst igen, da Benjamin Hav & Familien overtog scenen. Det var her, Odense for alvor vågnede. Nu var alle kommet ind. Nu havde folk lagt tæpperne. Nu blev der danset – overalt. Med et orange hus midt på scenen og karisma nok til at få hele pladsen til at smile, udnævnte han Odense til “smilets by”. Og da man kiggede rundt, var der ikke mange sure miner at finde. Da showet sluttede, begyndte de ældre langsomt at trække sig. Men Grøn var ikke slut. Den havde bare skiftet tempo.
Medina havde folk i sin hule hånd. I mængden stod en gruppe piger og trøstede deres veninde, som ikke kunne holde tårerne tilbage. Musikken gjorde noget. Og lige da hun sang “Når solen den står op over Danmark” i “Lyser i mørke”, kom solen frem et øjeblik. Det havde været lummert hele dagen og overskyet. Men nu skete der noget. Små skift i lys og energi, som man ikke kan planlægge – men som føles rigtige, når de sker.
Og så gik Gilli på. Fra første vers var det tydeligt, at han havde fat i noget. Folk kunne alle sangene. Der blev danset, hoppet og råbt med på hver eneste linje. Det var her festen for alvor tog over. Og selvom barerne var placeret lige foran scenerne, der til tider gjorde det svært at se – så stoppede det ikke nogen.
Suspekt sluttede Grøn af med manér. Og som man kan forvente, var der både piger uden toppe, ødelagte højtalere og frivillige på scenen til privat party. Der blev døbt. Der blev skreget. Der blev danset igennem. Det var ikke pænt, men det var ægte.
Konklusion:
Grøn i Odense blev en koncertdag med plads til alle. Til picnic og patos. Til fællessang og sved. Til dem, der kom med barnevogn – og dem, der blev og dansede i mørket. Og måske var det netop derfor, at Muskelsvindfondens slogan “Plads til alle” passede så perfekt til dagen. For lige meget hvilken alder du havde, hvor tæt du ville stå, eller hvor længe du kunne holde til det, var der plads til dig.
Alt i alt:
3,5 ud af 5 stjerner
Af Rapporter 2
Allerede udenfor hegnet var der stemning. Små 150 mennesker sad parkeret i solen med grønne bajere og godt humør, længe før koncerten overhovedet var gået i gang. Grøn var landet i Valbyparken, og man kunne mærke det.
Men det var ikke kun musikken, der stak ud. For på trods af fællesskabsstemning og stærke optrædener fra nogle af Danmarks største navne, blev dagen også præget af kritikpunkter: lunkne vandflasker, dyre snacks og – vigtigst – dårlig lyd flere steder på pladsen.
Det hele startede med en kort frustration over at skulle betale ti kroner for et glas is til en ellers lunken flaske vand. Men den utilfredshed blev hurtigt skyllet væk, da URO gik på scenen.
Han passede perfekt til crowdet på Grøn. Børn, forældre og alt derimellem sang og dansede med. URO sagde det selv: “Jeg tror det her er det fedeste Crowd, vi har spillet for.” Stemningen løftede sig, og da Suspekt pludselig dukkede op som gæster under det, der burde have været UROs afslutningsnummer, eksploderede pladsen i ren energi. Jeg fik kuldegysninger – for første gang nogensinde til en koncert. Imens jeg noterede, kunne jeg stadig mærke det i kinderne.
Herefter gik Medina på. Vi stod langt tilbage på plænen, og det var tydeligt, at scenen var dårligt placeret. En bar foran scenen blokerede ikke bare udsynet, men også lyden. Den blev mudret og forsvandt i baggrunden – så vi klemte os op foran, hvor koncerten heldigvis blev reddet. Ikke af teknikken, men af Medina og hendes kunst i at connecte med publikum, der sang med på hvert eneste ord. Den lave vokal fra Medina, sammen med en lettere utydelig sonisk oplevelse - som vi mener skyldtes de lydansvarlige samt det ekstremt svære soniske miljø som omfanger scenen - medbragte heldigvis en fællesskabsfølelse, fordi man kunne høre alle 34.000 gæster synge med. det skabte noget magisk, som man kun får lov til at opleve få gange i livet. Her fik publikum virkelig lov til at være med til koncerten og ikke bare kigge på.
Gilli kom som næste store navn, og her var lydproblemerne vendt på hovedet: Lyden var skruet alt for højt op. I stedet for at fylde pladsen med energi, begyndte højttalerne at skratte, og det blev ubehageligt at høre på. Publikum gjorde dog sit for at redde oplevelsen. Der blev danset, hoppet og sunget med – især på numre som Kender Ikk’ i Morgen og Mama Rica. Gilli selv virkede dog mere som en hitmaskine end en performer, og det var sangene, ikke tilstedeværelsen, der bar koncerten.
Da han spillede Sorte Penge / Fuck SU, løftede energien sig igen. Publikum skreg med på teksten og med tanke på Gillis aktuelle skattesag, fik linjerne en ny klang. Et ufrivilligt men skarpt punktum.
Kort tid efter dalede stemningen desværre igen. La Danza virkede tom uden Branco, det samme galdt for skejsen og mod slutningen blev lydbilledet direkte uharmonisk. Pludselig opstod en slåskamp midt i publikum, og Gilli stoppede koncerten og greb ind med et tilråb, der lagde konflikten ned. Da Jetski rullede ud efterfølgende, kom energien tilbage. Han lukkede på Vai Amor, en smuk sang, der føltes som en åbningssang og ikke en afslutning, men det var det, og før vi hørte den sidste tone fra nummeret, var han allerede forduftet fra scenen.
Til gengæld fik vi en stærk afslutning på selve dagen. For da Suspekt gik på, gik alt op i en højere enhed. Rune Rasks tunge beats ramte plet, og selvom publikum var godt fulde og dagen lang, var det som om alle fandt ro i netop den energi, Suspekt havde med.
Der var intet liveband, kun et solidt backtrack. Men hvor Medina og URO kunne bære et band, så ejede Suspekt backtracket. De var de eneste, der for alvor formåede at få Grøn til at føles som et rendyrket, helstøbt show. Her skal det understreges, at lyden, var perfekt og det var det savn, som kun Uro forinden også havde været heldig med, der gav os følelsen af eufori og sonisk tilfredstillelse, som vi havde savnet.
Konklusion:
Grøn støtter et godt formål, og det er vi mange, der sætter pris på. Men man mærker også, at det hurtigt kan blive en dyr fornøjelse. 375 kroner for en billet, 10 kroner for is til lunken vand, 60 kroner for en stol ( +35 i depositum), som du kun får igen, hvis ingen stjæler stolen, mens du er på toilet. Vi skulle også have lidt mad, og pludselig var vi oppe på 635 kroner pr. person – uden at tælle transport eller merchandise med.
Og toiletoplevelsen? Som mand endte jeg i en baggårdslignende konstruktion, der mest af alt lugtede som en sur tuborg. Bogstaveligt talt.
Havde lyden været bedre, havde jeg været mere tilgivende. Men når både Medina og Gilli, som må anses for at være de to af de største navne i dansk musik lige nu, bliver ramt af samme lydproblemer – som også plagede Syd for Solen – så er det noget der bør adresseres.
Grøn i Valbyparken havde alt: de største navne, et oplagt publikum og enkelte momenter, der føltes magiske. Men også små frustrationer, dårlige lydforhold og som gav en samlet oplevelse, der desværre kostede mere, end den burde.
Af Rapporter 1
På Dyreskuepladsen i Odense blev Grøn ikke bare en koncert. Det blev en hel dag, hvor man kunne glemme tid og sted. Og måske vigtigere: Man kunne være der sammen. Det var det største stop på årets turné, og man kunne mærke det. Ikke bare i publikumstætheden, men i blikkene. I grinene. I følelsen af, at Grøn i Odense er noget, folk vender tilbage til år efter år – og noget, nye generationer vokser op med.
Allerede før portene åbnede, sad folk med kolde øl og klapstole udenfor hegnet og hyggede. Da de kom ind, var det ikke scenen, de løb hen til. De slog lejr. Rundt omkring på pladsen opstod der små cirkler af stole og tæpper. Ikke camps i klassisk Roskilde-forstand, men noget roligere. Et trygt udgangspunkt for en lang dag med musik og mennesker. Og midt i det hele: Grøn-stole med logo, særligt tiltænkt dem, der ikke har nemt ved at stå op hele dagen. Når billetpengene går til Muskelsvindfonden, giver det mening, at man kan sidde ned med ryggen rank og stadig være en del af det hele. Også selvom det indimellem føltes som en forhindringsbane at komme fra Grøn scene til Nova scenen gennem alle stolene.
Det var Kalaset, der fik lov at åbne dagens musikprogram, mens folk stadig dryssede ind. Men det var Alphabeat, der skabte den første store fællessang. Bandet havde glædet sig til at spille sammen igen – og publikum kunne stadig hvert et ord. Pladsen var ikke helt fuld endnu. Mange sad stadig udenfor og nød solen. En dansende mor og hendes datter tæt, hånd i hånd og i takt, var billedet på det, Grøn kan: nemlig at få generationer på tværs af alder til at synge med på det samme.
Lidt senere gik Pil på, og selvom hun gav den gas, var det, som om hun aldrig helt fik fat i publikum. Hun kom uheldigt fra start med en bemærkning om “ben der virker”, som ramte skævt på en dag, hvor både frivillige og gæster i kørestol var i centrum. Men stemningen blev hurtigt rejst igen, da Benjamin Hav & Familien overtog scenen. Det var her, Odense for alvor vågnede. Nu var alle kommet ind. Nu havde folk lagt tæpperne. Nu blev der danset – overalt. Med et orange hus midt på scenen og karisma nok til at få hele pladsen til at smile, udnævnte han Odense til “smilets by”. Og da man kiggede rundt, var der ikke mange sure miner at finde. Da showet sluttede, begyndte de ældre langsomt at trække sig. Men Grøn var ikke slut. Den havde bare skiftet tempo.
Medina havde folk i sin hule hånd. I mængden stod en gruppe piger og trøstede deres veninde, som ikke kunne holde tårerne tilbage. Musikken gjorde noget. Og lige da hun sang “Når solen den står op over Danmark” i “Lyser i mørke”, kom solen frem et øjeblik. Det havde været lummert hele dagen og overskyet. Men nu skete der noget. Små skift i lys og energi, som man ikke kan planlægge – men som føles rigtige, når de sker.
Og så gik Gilli på. Fra første vers var det tydeligt, at han havde fat i noget. Folk kunne alle sangene. Der blev danset, hoppet og råbt med på hver eneste linje. Det var her festen for alvor tog over. Og selvom barerne var placeret lige foran scenerne, der til tider gjorde det svært at se – så stoppede det ikke nogen.
Suspekt sluttede Grøn af med manér. Og som man kan forvente, var der både piger uden toppe, ødelagte højtalere og frivillige på scenen til privat party. Der blev døbt. Der blev skreget. Der blev danset igennem. Det var ikke pænt, men det var ægte.
Konklusion:
Grøn i Odense blev en koncertdag med plads til alle. Til picnic og patos. Til fællessang og sved. Til dem, der kom med barnevogn – og dem, der blev og dansede i mørket. Og måske var det netop derfor, at Muskelsvindfondens slogan “Plads til alle” passede så perfekt til dagen. For lige meget hvilken alder du havde, hvor tæt du ville stå, eller hvor længe du kunne holde til det, var der plads til dig.
Alt i alt:
3,5 ud af 5 stjerner
Af Rapporter 2
Allerede udenfor hegnet var der stemning. Små 150 mennesker sad parkeret i solen med grønne bajere og godt humør, længe før koncerten overhovedet var gået i gang. Grøn var landet i Valbyparken, og man kunne mærke det.
Men det var ikke kun musikken, der stak ud. For på trods af fællesskabsstemning og stærke optrædener fra nogle af Danmarks største navne, blev dagen også præget af kritikpunkter: lunkne vandflasker, dyre snacks og – vigtigst – dårlig lyd flere steder på pladsen.
Det hele startede med en kort frustration over at skulle betale ti kroner for et glas is til en ellers lunken flaske vand. Men den utilfredshed blev hurtigt skyllet væk, da URO gik på scenen.
Han passede perfekt til crowdet på Grøn. Børn, forældre og alt derimellem sang og dansede med. URO sagde det selv: “Jeg tror det her er det fedeste Crowd, vi har spillet for.” Stemningen løftede sig, og da Suspekt pludselig dukkede op som gæster under det, der burde have været UROs afslutningsnummer, eksploderede pladsen i ren energi. Jeg fik kuldegysninger – for første gang nogensinde til en koncert. Imens jeg noterede, kunne jeg stadig mærke det i kinderne.
Herefter gik Medina på. Vi stod langt tilbage på plænen, og det var tydeligt, at scenen var dårligt placeret. En bar foran scenen blokerede ikke bare udsynet, men også lyden. Den blev mudret og forsvandt i baggrunden – så vi klemte os op foran, hvor koncerten heldigvis blev reddet. Ikke af teknikken, men af Medina og hendes kunst i at connecte med publikum, der sang med på hvert eneste ord. Den lave vokal fra Medina, sammen med en lettere utydelig sonisk oplevelse - som vi mener skyldtes de lydansvarlige samt det ekstremt svære soniske miljø som omfanger scenen - medbragte heldigvis en fællesskabsfølelse, fordi man kunne høre alle 34.000 gæster synge med. det skabte noget magisk, som man kun får lov til at opleve få gange i livet. Her fik publikum virkelig lov til at være med til koncerten og ikke bare kigge på.
Gilli kom som næste store navn, og her var lydproblemerne vendt på hovedet: Lyden var skruet alt for højt op. I stedet for at fylde pladsen med energi, begyndte højttalerne at skratte, og det blev ubehageligt at høre på. Publikum gjorde dog sit for at redde oplevelsen. Der blev danset, hoppet og sunget med – især på numre som Kender Ikk’ i Morgen og Mama Rica. Gilli selv virkede dog mere som en hitmaskine end en performer, og det var sangene, ikke tilstedeværelsen, der bar koncerten.
Da han spillede Sorte Penge / Fuck SU, løftede energien sig igen. Publikum skreg med på teksten og med tanke på Gillis aktuelle skattesag, fik linjerne en ny klang. Et ufrivilligt men skarpt punktum.
Kort tid efter dalede stemningen desværre igen. La Danza virkede tom uden Branco, det samme galdt for skejsen og mod slutningen blev lydbilledet direkte uharmonisk. Pludselig opstod en slåskamp midt i publikum, og Gilli stoppede koncerten og greb ind med et tilråb, der lagde konflikten ned. Da Jetski rullede ud efterfølgende, kom energien tilbage. Han lukkede på Vai Amor, en smuk sang, der føltes som en åbningssang og ikke en afslutning, men det var det, og før vi hørte den sidste tone fra nummeret, var han allerede forduftet fra scenen.
Til gengæld fik vi en stærk afslutning på selve dagen. For da Suspekt gik på, gik alt op i en højere enhed. Rune Rasks tunge beats ramte plet, og selvom publikum var godt fulde og dagen lang, var det som om alle fandt ro i netop den energi, Suspekt havde med.
Der var intet liveband, kun et solidt backtrack. Men hvor Medina og URO kunne bære et band, så ejede Suspekt backtracket. De var de eneste, der for alvor formåede at få Grøn til at føles som et rendyrket, helstøbt show. Her skal det understreges, at lyden, var perfekt og det var det savn, som kun Uro forinden også havde været heldig med, der gav os følelsen af eufori og sonisk tilfredstillelse, som vi havde savnet.
Konklusion:
Grøn støtter et godt formål, og det er vi mange, der sætter pris på. Men man mærker også, at det hurtigt kan blive en dyr fornøjelse. 375 kroner for en billet, 10 kroner for is til lunken vand, 60 kroner for en stol ( +35 i depositum), som du kun får igen, hvis ingen stjæler stolen, mens du er på toilet. Vi skulle også have lidt mad, og pludselig var vi oppe på 635 kroner pr. person – uden at tælle transport eller merchandise med.
Og toiletoplevelsen? Som mand endte jeg i en baggårdslignende konstruktion, der mest af alt lugtede som en sur tuborg. Bogstaveligt talt.
Havde lyden været bedre, havde jeg været mere tilgivende. Men når både Medina og Gilli, som må anses for at være de to af de største navne i dansk musik lige nu, bliver ramt af samme lydproblemer – som også plagede Syd for Solen – så er det noget der bør adresseres.
Grøn i Valbyparken havde alt: de største navne, et oplagt publikum og enkelte momenter, der føltes magiske. Men også små frustrationer, dårlige lydforhold og som gav en samlet oplevelse, der desværre kostede mere, end den burde.
Af Rapporter 1
På Dyreskuepladsen i Odense blev Grøn ikke bare en koncert. Det blev en hel dag, hvor man kunne glemme tid og sted. Og måske vigtigere: Man kunne være der sammen. Det var det største stop på årets turné, og man kunne mærke det. Ikke bare i publikumstætheden, men i blikkene. I grinene. I følelsen af, at Grøn i Odense er noget, folk vender tilbage til år efter år – og noget, nye generationer vokser op med.
Allerede før portene åbnede, sad folk med kolde øl og klapstole udenfor hegnet og hyggede. Da de kom ind, var det ikke scenen, de løb hen til. De slog lejr. Rundt omkring på pladsen opstod der små cirkler af stole og tæpper. Ikke camps i klassisk Roskilde-forstand, men noget roligere. Et trygt udgangspunkt for en lang dag med musik og mennesker. Og midt i det hele: Grøn-stole med logo, særligt tiltænkt dem, der ikke har nemt ved at stå op hele dagen. Når billetpengene går til Muskelsvindfonden, giver det mening, at man kan sidde ned med ryggen rank og stadig være en del af det hele. Også selvom det indimellem føltes som en forhindringsbane at komme fra Grøn scene til Nova scenen gennem alle stolene.
Det var Kalaset, der fik lov at åbne dagens musikprogram, mens folk stadig dryssede ind. Men det var Alphabeat, der skabte den første store fællessang. Bandet havde glædet sig til at spille sammen igen – og publikum kunne stadig hvert et ord. Pladsen var ikke helt fuld endnu. Mange sad stadig udenfor og nød solen. En dansende mor og hendes datter tæt, hånd i hånd og i takt, var billedet på det, Grøn kan: nemlig at få generationer på tværs af alder til at synge med på det samme.
Lidt senere gik Pil på, og selvom hun gav den gas, var det, som om hun aldrig helt fik fat i publikum. Hun kom uheldigt fra start med en bemærkning om “ben der virker”, som ramte skævt på en dag, hvor både frivillige og gæster i kørestol var i centrum. Men stemningen blev hurtigt rejst igen, da Benjamin Hav & Familien overtog scenen. Det var her, Odense for alvor vågnede. Nu var alle kommet ind. Nu havde folk lagt tæpperne. Nu blev der danset – overalt. Med et orange hus midt på scenen og karisma nok til at få hele pladsen til at smile, udnævnte han Odense til “smilets by”. Og da man kiggede rundt, var der ikke mange sure miner at finde. Da showet sluttede, begyndte de ældre langsomt at trække sig. Men Grøn var ikke slut. Den havde bare skiftet tempo.
Medina havde folk i sin hule hånd. I mængden stod en gruppe piger og trøstede deres veninde, som ikke kunne holde tårerne tilbage. Musikken gjorde noget. Og lige da hun sang “Når solen den står op over Danmark” i “Lyser i mørke”, kom solen frem et øjeblik. Det havde været lummert hele dagen og overskyet. Men nu skete der noget. Små skift i lys og energi, som man ikke kan planlægge – men som føles rigtige, når de sker.
Og så gik Gilli på. Fra første vers var det tydeligt, at han havde fat i noget. Folk kunne alle sangene. Der blev danset, hoppet og råbt med på hver eneste linje. Det var her festen for alvor tog over. Og selvom barerne var placeret lige foran scenerne, der til tider gjorde det svært at se – så stoppede det ikke nogen.
Suspekt sluttede Grøn af med manér. Og som man kan forvente, var der både piger uden toppe, ødelagte højtalere og frivillige på scenen til privat party. Der blev døbt. Der blev skreget. Der blev danset igennem. Det var ikke pænt, men det var ægte.
Konklusion:
Grøn i Odense blev en koncertdag med plads til alle. Til picnic og patos. Til fællessang og sved. Til dem, der kom med barnevogn – og dem, der blev og dansede i mørket. Og måske var det netop derfor, at Muskelsvindfondens slogan “Plads til alle” passede så perfekt til dagen. For lige meget hvilken alder du havde, hvor tæt du ville stå, eller hvor længe du kunne holde til det, var der plads til dig.
Alt i alt:
3,5 ud af 5 stjerner
Af Rapporter 2
Allerede udenfor hegnet var der stemning. Små 150 mennesker sad parkeret i solen med grønne bajere og godt humør, længe før koncerten overhovedet var gået i gang. Grøn var landet i Valbyparken, og man kunne mærke det.
Men det var ikke kun musikken, der stak ud. For på trods af fællesskabsstemning og stærke optrædener fra nogle af Danmarks største navne, blev dagen også præget af kritikpunkter: lunkne vandflasker, dyre snacks og – vigtigst – dårlig lyd flere steder på pladsen.
Det hele startede med en kort frustration over at skulle betale ti kroner for et glas is til en ellers lunken flaske vand. Men den utilfredshed blev hurtigt skyllet væk, da URO gik på scenen.
Han passede perfekt til crowdet på Grøn. Børn, forældre og alt derimellem sang og dansede med. URO sagde det selv: “Jeg tror det her er det fedeste Crowd, vi har spillet for.” Stemningen løftede sig, og da Suspekt pludselig dukkede op som gæster under det, der burde have været UROs afslutningsnummer, eksploderede pladsen i ren energi. Jeg fik kuldegysninger – for første gang nogensinde til en koncert. Imens jeg noterede, kunne jeg stadig mærke det i kinderne.
Herefter gik Medina på. Vi stod langt tilbage på plænen, og det var tydeligt, at scenen var dårligt placeret. En bar foran scenen blokerede ikke bare udsynet, men også lyden. Den blev mudret og forsvandt i baggrunden – så vi klemte os op foran, hvor koncerten heldigvis blev reddet. Ikke af teknikken, men af Medina og hendes kunst i at connecte med publikum, der sang med på hvert eneste ord. Den lave vokal fra Medina, sammen med en lettere utydelig sonisk oplevelse - som vi mener skyldtes de lydansvarlige samt det ekstremt svære soniske miljø som omfanger scenen - medbragte heldigvis en fællesskabsfølelse, fordi man kunne høre alle 34.000 gæster synge med. det skabte noget magisk, som man kun får lov til at opleve få gange i livet. Her fik publikum virkelig lov til at være med til koncerten og ikke bare kigge på.
Gilli kom som næste store navn, og her var lydproblemerne vendt på hovedet: Lyden var skruet alt for højt op. I stedet for at fylde pladsen med energi, begyndte højttalerne at skratte, og det blev ubehageligt at høre på. Publikum gjorde dog sit for at redde oplevelsen. Der blev danset, hoppet og sunget med – især på numre som Kender Ikk’ i Morgen og Mama Rica. Gilli selv virkede dog mere som en hitmaskine end en performer, og det var sangene, ikke tilstedeværelsen, der bar koncerten.
Da han spillede Sorte Penge / Fuck SU, løftede energien sig igen. Publikum skreg med på teksten og med tanke på Gillis aktuelle skattesag, fik linjerne en ny klang. Et ufrivilligt men skarpt punktum.
Kort tid efter dalede stemningen desværre igen. La Danza virkede tom uden Branco, det samme galdt for skejsen og mod slutningen blev lydbilledet direkte uharmonisk. Pludselig opstod en slåskamp midt i publikum, og Gilli stoppede koncerten og greb ind med et tilråb, der lagde konflikten ned. Da Jetski rullede ud efterfølgende, kom energien tilbage. Han lukkede på Vai Amor, en smuk sang, der føltes som en åbningssang og ikke en afslutning, men det var det, og før vi hørte den sidste tone fra nummeret, var han allerede forduftet fra scenen.
Til gengæld fik vi en stærk afslutning på selve dagen. For da Suspekt gik på, gik alt op i en højere enhed. Rune Rasks tunge beats ramte plet, og selvom publikum var godt fulde og dagen lang, var det som om alle fandt ro i netop den energi, Suspekt havde med.
Der var intet liveband, kun et solidt backtrack. Men hvor Medina og URO kunne bære et band, så ejede Suspekt backtracket. De var de eneste, der for alvor formåede at få Grøn til at føles som et rendyrket, helstøbt show. Her skal det understreges, at lyden, var perfekt og det var det savn, som kun Uro forinden også havde været heldig med, der gav os følelsen af eufori og sonisk tilfredstillelse, som vi havde savnet.
Konklusion:
Grøn støtter et godt formål, og det er vi mange, der sætter pris på. Men man mærker også, at det hurtigt kan blive en dyr fornøjelse. 375 kroner for en billet, 10 kroner for is til lunken vand, 60 kroner for en stol ( +35 i depositum), som du kun får igen, hvis ingen stjæler stolen, mens du er på toilet. Vi skulle også have lidt mad, og pludselig var vi oppe på 635 kroner pr. person – uden at tælle transport eller merchandise med.
Og toiletoplevelsen? Som mand endte jeg i en baggårdslignende konstruktion, der mest af alt lugtede som en sur tuborg. Bogstaveligt talt.
Havde lyden været bedre, havde jeg været mere tilgivende. Men når både Medina og Gilli, som må anses for at være de to af de største navne i dansk musik lige nu, bliver ramt af samme lydproblemer – som også plagede Syd for Solen – så er det noget der bør adresseres.
Grøn i Valbyparken havde alt: de største navne, et oplagt publikum og enkelte momenter, der føltes magiske. Men også små frustrationer, dårlige lydforhold og som gav en samlet oplevelse, der desværre kostede mere, end den burde.
