“I’ve never seen so many bikes in my life.”
“In London, we take the tube.”
En kvinde og en mand med tung britisk accent står og diskuterer, mens jeg parkerer min Donkey Republic-cykel under et træ for enden af Refshaleøen. Horder af technoklædte mennesker kæmper sig frem gennem industrikvarteret på to hjul. Der dufter af Red Bull, røg og en sødlig aroma af banan og Nutella fra en crêpesbod, der står ved indgangen.
Selvom det er overskyet og småregner, er mange klædt, som var de på vej til festivalen ’Burning Man’. Hurtigbriller, nettoppe, plateaustøvler og palietter glimter gennem disen.
Techno, house og elektronisk musik oplever en voksende opblomstring i Danmark. Alligevel er omkring 70 % af de ca. 12.000 deltagere der i dag er dukket op til Skandinaviens største teknofestival, Distortion Ø, fra udlandet.
Unlimited var med på andendagen for at høre Peggy Gou, danse og finde ud af, hvad Distortion Ø egentlig er for en størrelse. Så here goes:
Det starter råt: Refshaleøens industrielle betonlandskab med containere og grus giver først Distortion Ø karakter af endnu en grå technofest. Men så åbner det sig. For halvdelen af festivalpladsen er skov, og mellem stier og høje træer dukker scener frem, badet i neonlys, laserstråler og glødende installationskunst i alle regnbuens farver. Det føles pludselig som at være trådt ind i en dansk miniudgave af den hollandske festival ’Mysteryland’. Folk hænger i hængekøjer mellem træerne, nogle sidder i cirkler omkring et bål, mens andre danser i skovens åbne rum.
Der er røg overalt. Ikke kun fra cigaretter og joints, men fra de industrielle røgkanoner, der ustandseligt sender tætte skyer ud over publikum, som danser i takt til bassen under Distortion Ø’s største scene, ’Forrest’. Den sydkoreanske verdensstjerne Peggy Gou har netop tændt op med et remix af ’Set Me Free’. Man kan knap se scenen for røg – men det gør ikke noget. Alle ser ud til at vide, hvor den er.
Ved indgangen, i festivalens rå industridel, ligger Rave-scenen. En kompromisløs og dystopisk kulisse, omkranset af containere og domineret af et kæmpe banner med en ulv med ildrøde øjne hængende i baggrunden.
Da KI/KI går på Rave-scenen, stiger varmen – bogstaveligt talt. To gigantiske ildsøjler skyder op fra hver side af scenen, præcist i takt med beatets drop, og publikum eksploderer i jubel. Inde i skoven hænger en glitrende diskokugle fra et træ – og ligner noget, som kunne være hentet direkte fra den hollandske EDM-festival. Det er højenergisk, teatralsk – og smukt på en måde, der næsten føles u-dansk.
.jpg)
Man føler ikke rigtigt, at man står på Refshaleøen. De fleste taler fransk, svensk eller engelsk. Efter et par timer tager jeg mig selv i at spidse ører, da jeg endelig hører nogen tale dansk, men mister hurtigt opmærksomheden, da det handler om noget med priserne på cocktails – for ja, det er dyrt på en festival.
Især London lader til at have sendt hele sit techno-kavaleri i eksil til Refshaleøen.
Der er mange med britisk accent, Stone Island-sweatshirts og den karakteristiske techno-uniform: smalle solbriller, skuldertasker og mørke, funktionelle outfits, der er perfekte at rave i.
Distortion Ø tiltrækker et internationalt crowd – men til gengæld er det alle slags typer, der er mødt op for at danse.
.jpg)
Selvom aldersgrænsen er 18, føles gennemsnitsalderen langt højere. Publikum til Distortion Ø er lige så farverigt blandet som musikken, der strømmer ud af højttalerne. Du ser ældre mænd fra den kulturelle elite med gråt pjusket hår, farvede brillestel og den rigtige totebag, som om de lige er trådt ud af en kunstfernisering. Ved siden af står pumpede fyre i bar overkrop med tatoveringer.
Mellem en ældre mand og en overkropstatoveret fyr med bar mave danser pludselig en pige med sommerfuglevinger forbi – en slags techno-fe fanget mellem to verdener.
Og så er der selvfølgelig tekno-arketypen: som revet ud af Berlins undergrund i læderjakke, Dr. Martens og mørke nuancer. Deres hurtigbriller og mullets blinker i neonlyset, og midt i infernoet får jeg pludselig et sæt vinger i hovedet. Der er flere sommerfuglevinger, og en sværm af fe-lignende piger vimser gennem menneskemængden og forsvinder igen i røgskyerne fra røgkanonerne.
Det er kaotisk, kreativt og komplet kompromisløst.
.jpg)
Line-uppet på Distortion Ø er også af international klasse. I løbet af weekenden har navne som Marlon Hoffstadt, Kobosil og KI/KI prydet scenerne, men lørdagens store trækplaster er uden tvivl den koreanske verdensstjerne Peggy Gou — en af hovedårsagerne til, at jeg selv er mødt op. Hendes store mainstream-gennembrud i 2023 kom med den utroligt catchy ’(It goes like) Nanana’.
Røgkanonerne sender tætte skyer ind over publikum, som eksploderer i takt med beatet, mens Peggy Gou mikser gnidningsløst mellem techno, house og glitrende, elektroniske breaks.
Solen går langsomt ned bag træerne, og mængden foran scenen vokser. Stemningen kulminerer, da ‘Nanana’ endelig kommer på efter halvanden times opbygning. Det udløser en decideret folkefest: folk hopper i takt eller sidder på hinandens skuldre med armene i vejret.
En stor helium-ballon formet som en dildo stiger pludselig op fra publikum og forsvinder, stille og målrettet, ud i den mørke aftenhimmel. Peggy Gou samler hænderne i et hjerteformet tegn, slowmotioner beatet ned — og så er det slut.
Stemningen er euforisk. De to timer føltes som et hypnotisk crescendo af lys, røg, bas og en kollektiv trancetilstand.
Der er ingen som rave-folket, der har en enestående evne til at lukke verden ude og bare give slip. Jeg har selv svært ved ikke at være en smule selvbevidst om min dans, i hvert fald før et par genstande, men her virker ingen til at tænke over andet end de toner, der flyder ud af højtalerne – og som næsten altid forplanter sig i højre arm, der strækkes mod himlen som en rituel kontakt til beatet.
De fleste bevæger sig i samme rytmiske trance: hovedet vipper stift op og ned til bassen, øjnene er lukkede, kroppen opslugt.
Det er råt, monotont og hypnotisk, som et fælleskoreograferet frirum, hvor man danser for at give slip, ikke for at se godt ud.
.jpg)
Distortion Ø er en smule kaotisk, ja, men aldrig utryg. Det er rowdy på en helt anden måde end til for eksempel hiphop-koncerter. Der er ingen moshpits, ingen albuer i ribbenene. I stedet er der kram, smil og bløde skuldre at læne sig ind i, hvis bassen bliver for tung.
Der er også en del slikkepinde rundt omkring i mundvigene. Om det har noget med kærligheden at gøre, ved jeg ikke.
Klokken nærmer sig 2, og festen her fortsætter uden tvivl til den lyse morgen. Men jeg er på vej hjem – med røg i håret, støv på skoene og en varm summen i kroppen. Og et kæmpe eftersøgningsproblem, for jeg har selvfølgelig glemt, hvor jeg parkerede min Donkey. Hele området har forvandlet sig til ét stort hav af, hvad der ligner en million cykler.
Gid metroen gik herud.
Og måske er det netop det. Måske er Distortion Ø for langt væk – ikke bare geografisk, men kulturelt. For mange danskere føles technoscenen stadig som noget fremmed, noget Berlin-agtigt og kompromisløst. Noget, man kan kigge på, men ikke helt træde ind i uden at føle sig lidt malplaceret.
Men for dem, der gør det – for de 12.000, der i nat forsvandt i røg og laserlys – er det tydeligt, at der findes en anden slags frihed her. En frihed, hvor man danser uden at tænke, raver uden facade og forsvinder i mængden. Og hvem ved, måske kommer danskerne, når de er klar. Indtil da må de lede efter cyklen.
“I’ve never seen so many bikes in my life.”
“In London, we take the tube.”
En kvinde og en mand med tung britisk accent står og diskuterer, mens jeg parkerer min Donkey Republic-cykel under et træ for enden af Refshaleøen. Horder af technoklædte mennesker kæmper sig frem gennem industrikvarteret på to hjul. Der dufter af Red Bull, røg og en sødlig aroma af banan og Nutella fra en crêpesbod, der står ved indgangen.
Selvom det er overskyet og småregner, er mange klædt, som var de på vej til festivalen ’Burning Man’. Hurtigbriller, nettoppe, plateaustøvler og palietter glimter gennem disen.
Techno, house og elektronisk musik oplever en voksende opblomstring i Danmark. Alligevel er omkring 70 % af de ca. 12.000 deltagere der i dag er dukket op til Skandinaviens største teknofestival, Distortion Ø, fra udlandet.
Unlimited var med på andendagen for at høre Peggy Gou, danse og finde ud af, hvad Distortion Ø egentlig er for en størrelse. Så here goes:
Det starter råt: Refshaleøens industrielle betonlandskab med containere og grus giver først Distortion Ø karakter af endnu en grå technofest. Men så åbner det sig. For halvdelen af festivalpladsen er skov, og mellem stier og høje træer dukker scener frem, badet i neonlys, laserstråler og glødende installationskunst i alle regnbuens farver. Det føles pludselig som at være trådt ind i en dansk miniudgave af den hollandske festival ’Mysteryland’. Folk hænger i hængekøjer mellem træerne, nogle sidder i cirkler omkring et bål, mens andre danser i skovens åbne rum.
Der er røg overalt. Ikke kun fra cigaretter og joints, men fra de industrielle røgkanoner, der ustandseligt sender tætte skyer ud over publikum, som danser i takt til bassen under Distortion Ø’s største scene, ’Forrest’. Den sydkoreanske verdensstjerne Peggy Gou har netop tændt op med et remix af ’Set Me Free’. Man kan knap se scenen for røg – men det gør ikke noget. Alle ser ud til at vide, hvor den er.
Ved indgangen, i festivalens rå industridel, ligger Rave-scenen. En kompromisløs og dystopisk kulisse, omkranset af containere og domineret af et kæmpe banner med en ulv med ildrøde øjne hængende i baggrunden.
Da KI/KI går på Rave-scenen, stiger varmen – bogstaveligt talt. To gigantiske ildsøjler skyder op fra hver side af scenen, præcist i takt med beatets drop, og publikum eksploderer i jubel. Inde i skoven hænger en glitrende diskokugle fra et træ – og ligner noget, som kunne være hentet direkte fra den hollandske EDM-festival. Det er højenergisk, teatralsk – og smukt på en måde, der næsten føles u-dansk.
Man føler ikke rigtigt, at man står på Refshaleøen. De fleste taler fransk, svensk eller engelsk. Efter et par timer tager jeg mig selv i at spidse ører, da jeg endelig hører nogen tale dansk, men mister hurtigt opmærksomheden, da det handler om noget med priserne på cocktails – for ja, det er dyrt på en festival.
Især London lader til at have sendt hele sit techno-kavaleri i eksil til Refshaleøen.
Der er mange med britisk accent, Stone Island-sweatshirts og den karakteristiske techno-uniform: smalle solbriller, skuldertasker og mørke, funktionelle outfits, der er perfekte at rave i.
Distortion Ø tiltrækker et internationalt crowd – men til gengæld er det alle slags typer, der er mødt op for at danse.
Selvom aldersgrænsen er 18, føles gennemsnitsalderen langt højere. Publikum til Distortion Ø er lige så farverigt blandet som musikken, der strømmer ud af højttalerne. Du ser ældre mænd fra den kulturelle elite med gråt pjusket hår, farvede brillestel og den rigtige totebag, som om de lige er trådt ud af en kunstfernisering. Ved siden af står pumpede fyre i bar overkrop med tatoveringer.
Mellem en ældre mand og en overkropstatoveret fyr med bar mave danser pludselig en pige med sommerfuglevinger forbi – en slags techno-fe fanget mellem to verdener.
Og så er der selvfølgelig tekno-arketypen: som revet ud af Berlins undergrund i læderjakke, Dr. Martens og mørke nuancer. Deres hurtigbriller og mullets blinker i neonlyset, og midt i infernoet får jeg pludselig et sæt vinger i hovedet. Der er flere sommerfuglevinger, og en sværm af fe-lignende piger vimser gennem menneskemængden og forsvinder igen i røgskyerne fra røgkanonerne.
Det er kaotisk, kreativt og komplet kompromisløst.
Line-uppet på Distortion Ø er også af international klasse. I løbet af weekenden har navne som Marlon Hoffstadt, Kobosil og KI/KI prydet scenerne, men lørdagens store trækplaster er uden tvivl den koreanske verdensstjerne Peggy Gou — en af hovedårsagerne til, at jeg selv er mødt op. Hendes store mainstream-gennembrud i 2023 kom med den utroligt catchy ’(It goes like) Nanana’.
Røgkanonerne sender tætte skyer ind over publikum, som eksploderer i takt med beatet, mens Peggy Gou mikser gnidningsløst mellem techno, house og glitrende, elektroniske breaks.
Solen går langsomt ned bag træerne, og mængden foran scenen vokser. Stemningen kulminerer, da ‘Nanana’ endelig kommer på efter halvanden times opbygning. Det udløser en decideret folkefest: folk hopper i takt eller sidder på hinandens skuldre med armene i vejret.
En stor helium-ballon formet som en dildo stiger pludselig op fra publikum og forsvinder, stille og målrettet, ud i den mørke aftenhimmel. Peggy Gou samler hænderne i et hjerteformet tegn, slowmotioner beatet ned — og så er det slut.
Stemningen er euforisk. De to timer føltes som et hypnotisk crescendo af lys, røg, bas og en kollektiv trancetilstand.
Der er ingen som rave-folket, der har en enestående evne til at lukke verden ude og bare give slip. Jeg har selv svært ved ikke at være en smule selvbevidst om min dans, i hvert fald før et par genstande, men her virker ingen til at tænke over andet end de toner, der flyder ud af højtalerne – og som næsten altid forplanter sig i højre arm, der strækkes mod himlen som en rituel kontakt til beatet.
De fleste bevæger sig i samme rytmiske trance: hovedet vipper stift op og ned til bassen, øjnene er lukkede, kroppen opslugt.
Det er råt, monotont og hypnotisk, som et fælleskoreograferet frirum, hvor man danser for at give slip, ikke for at se godt ud.
Distortion Ø er en smule kaotisk, ja, men aldrig utryg. Det er rowdy på en helt anden måde end til for eksempel hiphop-koncerter. Der er ingen moshpits, ingen albuer i ribbenene. I stedet er der kram, smil og bløde skuldre at læne sig ind i, hvis bassen bliver for tung.
Der er også en del slikkepinde rundt omkring i mundvigene. Om det har noget med kærligheden at gøre, ved jeg ikke.
Klokken nærmer sig 2, og festen her fortsætter uden tvivl til den lyse morgen. Men jeg er på vej hjem – med røg i håret, støv på skoene og en varm summen i kroppen. Og et kæmpe eftersøgningsproblem, for jeg har selvfølgelig glemt, hvor jeg parkerede min Donkey. Hele området har forvandlet sig til ét stort hav af, hvad der ligner en million cykler.
Gid metroen gik herud.
Og måske er det netop det. Måske er Distortion Ø for langt væk – ikke bare geografisk, men kulturelt. For mange danskere føles technoscenen stadig som noget fremmed, noget Berlin-agtigt og kompromisløst. Noget, man kan kigge på, men ikke helt træde ind i uden at føle sig lidt malplaceret.
Men for dem, der gør det – for de 12.000, der i nat forsvandt i røg og laserlys – er det tydeligt, at der findes en anden slags frihed her. En frihed, hvor man danser uden at tænke, raver uden facade og forsvinder i mængden. Og hvem ved, måske kommer danskerne, når de er klar. Indtil da må de lede efter cyklen.
“I’ve never seen so many bikes in my life.”
“In London, we take the tube.”
En kvinde og en mand med tung britisk accent står og diskuterer, mens jeg parkerer min Donkey Republic-cykel under et træ for enden af Refshaleøen. Horder af technoklædte mennesker kæmper sig frem gennem industrikvarteret på to hjul. Der dufter af Red Bull, røg og en sødlig aroma af banan og Nutella fra en crêpesbod, der står ved indgangen.
Selvom det er overskyet og småregner, er mange klædt, som var de på vej til festivalen ’Burning Man’. Hurtigbriller, nettoppe, plateaustøvler og palietter glimter gennem disen.
Techno, house og elektronisk musik oplever en voksende opblomstring i Danmark. Alligevel er omkring 70 % af de ca. 12.000 deltagere der i dag er dukket op til Skandinaviens største teknofestival, Distortion Ø, fra udlandet.
Unlimited var med på andendagen for at høre Peggy Gou, danse og finde ud af, hvad Distortion Ø egentlig er for en størrelse. Så here goes:
Det starter råt: Refshaleøens industrielle betonlandskab med containere og grus giver først Distortion Ø karakter af endnu en grå technofest. Men så åbner det sig. For halvdelen af festivalpladsen er skov, og mellem stier og høje træer dukker scener frem, badet i neonlys, laserstråler og glødende installationskunst i alle regnbuens farver. Det føles pludselig som at være trådt ind i en dansk miniudgave af den hollandske festival ’Mysteryland’. Folk hænger i hængekøjer mellem træerne, nogle sidder i cirkler omkring et bål, mens andre danser i skovens åbne rum.
Der er røg overalt. Ikke kun fra cigaretter og joints, men fra de industrielle røgkanoner, der ustandseligt sender tætte skyer ud over publikum, som danser i takt til bassen under Distortion Ø’s største scene, ’Forrest’. Den sydkoreanske verdensstjerne Peggy Gou har netop tændt op med et remix af ’Set Me Free’. Man kan knap se scenen for røg – men det gør ikke noget. Alle ser ud til at vide, hvor den er.
Ved indgangen, i festivalens rå industridel, ligger Rave-scenen. En kompromisløs og dystopisk kulisse, omkranset af containere og domineret af et kæmpe banner med en ulv med ildrøde øjne hængende i baggrunden.
Da KI/KI går på Rave-scenen, stiger varmen – bogstaveligt talt. To gigantiske ildsøjler skyder op fra hver side af scenen, præcist i takt med beatets drop, og publikum eksploderer i jubel. Inde i skoven hænger en glitrende diskokugle fra et træ – og ligner noget, som kunne være hentet direkte fra den hollandske EDM-festival. Det er højenergisk, teatralsk – og smukt på en måde, der næsten føles u-dansk.
Man føler ikke rigtigt, at man står på Refshaleøen. De fleste taler fransk, svensk eller engelsk. Efter et par timer tager jeg mig selv i at spidse ører, da jeg endelig hører nogen tale dansk, men mister hurtigt opmærksomheden, da det handler om noget med priserne på cocktails – for ja, det er dyrt på en festival.
Især London lader til at have sendt hele sit techno-kavaleri i eksil til Refshaleøen.
Der er mange med britisk accent, Stone Island-sweatshirts og den karakteristiske techno-uniform: smalle solbriller, skuldertasker og mørke, funktionelle outfits, der er perfekte at rave i.
Distortion Ø tiltrækker et internationalt crowd – men til gengæld er det alle slags typer, der er mødt op for at danse.
Selvom aldersgrænsen er 18, føles gennemsnitsalderen langt højere. Publikum til Distortion Ø er lige så farverigt blandet som musikken, der strømmer ud af højttalerne. Du ser ældre mænd fra den kulturelle elite med gråt pjusket hår, farvede brillestel og den rigtige totebag, som om de lige er trådt ud af en kunstfernisering. Ved siden af står pumpede fyre i bar overkrop med tatoveringer.
Mellem en ældre mand og en overkropstatoveret fyr med bar mave danser pludselig en pige med sommerfuglevinger forbi – en slags techno-fe fanget mellem to verdener.
Og så er der selvfølgelig tekno-arketypen: som revet ud af Berlins undergrund i læderjakke, Dr. Martens og mørke nuancer. Deres hurtigbriller og mullets blinker i neonlyset, og midt i infernoet får jeg pludselig et sæt vinger i hovedet. Der er flere sommerfuglevinger, og en sværm af fe-lignende piger vimser gennem menneskemængden og forsvinder igen i røgskyerne fra røgkanonerne.
Det er kaotisk, kreativt og komplet kompromisløst.
Line-uppet på Distortion Ø er også af international klasse. I løbet af weekenden har navne som Marlon Hoffstadt, Kobosil og KI/KI prydet scenerne, men lørdagens store trækplaster er uden tvivl den koreanske verdensstjerne Peggy Gou — en af hovedårsagerne til, at jeg selv er mødt op. Hendes store mainstream-gennembrud i 2023 kom med den utroligt catchy ’(It goes like) Nanana’.
Røgkanonerne sender tætte skyer ind over publikum, som eksploderer i takt med beatet, mens Peggy Gou mikser gnidningsløst mellem techno, house og glitrende, elektroniske breaks.
Solen går langsomt ned bag træerne, og mængden foran scenen vokser. Stemningen kulminerer, da ‘Nanana’ endelig kommer på efter halvanden times opbygning. Det udløser en decideret folkefest: folk hopper i takt eller sidder på hinandens skuldre med armene i vejret.
En stor helium-ballon formet som en dildo stiger pludselig op fra publikum og forsvinder, stille og målrettet, ud i den mørke aftenhimmel. Peggy Gou samler hænderne i et hjerteformet tegn, slowmotioner beatet ned — og så er det slut.
Stemningen er euforisk. De to timer føltes som et hypnotisk crescendo af lys, røg, bas og en kollektiv trancetilstand.
Der er ingen som rave-folket, der har en enestående evne til at lukke verden ude og bare give slip. Jeg har selv svært ved ikke at være en smule selvbevidst om min dans, i hvert fald før et par genstande, men her virker ingen til at tænke over andet end de toner, der flyder ud af højtalerne – og som næsten altid forplanter sig i højre arm, der strækkes mod himlen som en rituel kontakt til beatet.
De fleste bevæger sig i samme rytmiske trance: hovedet vipper stift op og ned til bassen, øjnene er lukkede, kroppen opslugt.
Det er råt, monotont og hypnotisk, som et fælleskoreograferet frirum, hvor man danser for at give slip, ikke for at se godt ud.
Distortion Ø er en smule kaotisk, ja, men aldrig utryg. Det er rowdy på en helt anden måde end til for eksempel hiphop-koncerter. Der er ingen moshpits, ingen albuer i ribbenene. I stedet er der kram, smil og bløde skuldre at læne sig ind i, hvis bassen bliver for tung.
Der er også en del slikkepinde rundt omkring i mundvigene. Om det har noget med kærligheden at gøre, ved jeg ikke.
Klokken nærmer sig 2, og festen her fortsætter uden tvivl til den lyse morgen. Men jeg er på vej hjem – med røg i håret, støv på skoene og en varm summen i kroppen. Og et kæmpe eftersøgningsproblem, for jeg har selvfølgelig glemt, hvor jeg parkerede min Donkey. Hele området har forvandlet sig til ét stort hav af, hvad der ligner en million cykler.
Gid metroen gik herud.
Og måske er det netop det. Måske er Distortion Ø for langt væk – ikke bare geografisk, men kulturelt. For mange danskere føles technoscenen stadig som noget fremmed, noget Berlin-agtigt og kompromisløst. Noget, man kan kigge på, men ikke helt træde ind i uden at føle sig lidt malplaceret.
Men for dem, der gør det – for de 12.000, der i nat forsvandt i røg og laserlys – er det tydeligt, at der findes en anden slags frihed her. En frihed, hvor man danser uden at tænke, raver uden facade og forsvinder i mængden. Og hvem ved, måske kommer danskerne, når de er klar. Indtil da må de lede efter cyklen.
.jpg)
